Nietzsche - Morgenrøde

  • View
    562

  • Download
    0

Embed Size (px)

DESCRIPTION

Frste komplette danske oversttelse af Morgenrthe

Transcript

Friedrich Nietzsche

Morgenrde

2012

Morgenrthe udkom 1881, i en ny udgave fra 1887 tilfjedes en fortale. Teksten er oversat efter standardudgaven: Friedrich Nietzsche: Kritische Studienausgabe (KSA), Band 3, udgivet af Giorgio Colli & Mazzino Montinari, dtv / Walter de Gruyter, Berlin / New York 1988 2, pp. 9-331 Oversat af Peter Ban. Teksten er ikke tidligere oversat til dansk. Status: 1. okt. 2012.

MorgenrdeTanker om de moralske fordomme

Der gives s mange morgenrder, som endnu ikke har lysnet. Rigveda.

Fortale.1. I denne bog finder man en underjordisk p arbejde, en borende, gravende, undergravende. Man ser ham, forudsat, at man har jne for et sdant dybdearbejde , som han langsomt, besindigt, med blid ubnhrlighed kommer fremad, uden at man aner alt for meget af den nd, som ethvert langvarigt afsavn af lys og luft frer med sig; man kunne endda kalde ham tilfreds med sit dunkle arbejde. Ser det ikke ud som om, at der er en eller anden tro, der frer ham, en trst, der kompenserer? At han mske vil have sit eget langvarige mrke, sin uforstelighed, forborgenhed, gdefuldhed, fordi han ved, hvad han s ogs fr: hans egen morgen, hans egen forlsning, hans egen morgenrde?... Det er vist, han vil vende tilbage: sprg ham ikke hvad han vil dernede, han vil selv sige jer det, denne synlige Trophonius og underjordiske, nr frst han atter er blevet menneske. Man glemmer grundigt sin tavshed, nr man s lnge som han var muldvarp, var alene 2. Sdan er det, mine tlmodige venner, jeg vil sige jer, hvad jeg ville dernede, her, i denne sene fortale, som nemt kunne vre blevet et eftermle, en ligtale: for jeg er kommet tilbage og jeg er kommet derfra. Tro dog ikke, at jeg vil opfordre jer til det samme vovestykke! Eller ogs blot til den samme ensomhed! For hvem der gr ad sdanne veje, mder ingen: det frer de egne veje med sig. Ingen kommer for at

4

(2011: Peter Ban) Morgenrde (2011: Peter Ban)

hjlpe ham; alt, hvad der tilstder ham af fare, tilfldighed, ondskab og drligt vejr, m han selv blive frdig med. Han har netop vejen for sig og, som rimeligt er, hans bitterhed, hans lejlighedsvise rgrelse ved dette for sig: hvortil eksempelvis hrer, at vide, at selv hans venner ikke kan gtte, hvor han er, hvor han gr hen, s at de til tider vil sprge sig selv hvordan? gr han overhovedet? har han stadigvk en vej? Dengang gik jeg i gang med noget, der ikke turde vre hvermands sag: jeg steg i dybden, jeg borede i grunden, jeg begyndte at undersge og gennemgrave en gammel tiltro, som vi filosoffer siden et par rtusinder plejede at bygge p, som var det den sikreste grund igen og igen, selvom hver bygning hidtil styrtede sammen: jeg begyndte at undergrave tiltroen til moralen. Men I forstr mig ikke? 3. Der er hidtil blevet drligst tnkt omkring godt og ondt: dette var altid en alt for farlig sag. Samvittigheden, det gode kald, Helvede, under omstndigheder endda politiet, tillod og tillader ingen ubefangenhed; i moralens nrvrelse skal der netop, som overfor enhver autoritet, ikke tnkes, endnu mindre tales: her bliver adlydt! S lnge verden bestr, var endnu ingen autoritet villig til at lade sig tage som genstand for kritik; og ligefrem at kritisere moralen, at tage moralen som problem, som problematisk: hvordan? var det ikke er det ikke umoralsk? Men moralen rder ikke blot over enhver slags skrkmidler til at holde sig kritiske hnder og torturredskaber fra livet: dens sikkerhed ligger endnu mere i en vis fortryllelseskunst, som den forstr sig p, den forstr at begejstre. Det lykkes den, ofte med t eneste blik, at lamme den kritiske vilje, endda at

Fortale

5

lokke den over til sig, ja der gives tilflde, hvor den ved af, at vende den kritiske vilje imod sig selv: s at den, som skorpionen, stikker brodden i sin egen krop. Moralen forstr sig fra gammel tid netop p enhver form for overtalelseskunstens djvelskab: der gives ingen talere, heller ikke i dag, der ikke ville have brug for dens hjlp (man kan for eksempel hre vore anarkister: hvor moralsk taler de ikke, for at overtale! I sidste ende kalder de endda sig selv for de gode og retfrdige.) Moralen har netop altid, s lnge der er blevet talt og overtalt p Jorden, bevist sig som den strste forfrerske og, hvad angr os filosoffer, som den egentlige Circe for filosofferne. Hvad skyldes det dog, at alle filosofiske byggemestre i Europa siden Platon har bygget omsonst? At alt truer med at falde sammen, eller allerede ligger i ruiner, hvad de selv rligt og alvorligt holdt for vrende aere perennius ? Oh, hvor falskt er det svar, som man endnu i dag holder parat for dette sprgsml, fordi de alle havde forsmt forudstningen, efterprvelsen af fundamentet, en kritik af den samlede fornuft dette skbnesvangre svar fra Kant, som dermed s sandelig ikke har lokket os filosoffer over p noget fastere og mindre bedragerisk grundlag! ( og efterflgende spurgt, var det ikke ret mrkeligt at forlange, at et vrktj skulle kritisere dets egen fortrffelighed og duelighed? at intellektet selv skulle erkende sin vrdi, sin kraft, sine grnser? var det ikke endda en smule meningsstridigt? ) Det rigtige svar ville snarere have vret, at alle filosoffer har bygget under moralens forfrelse, ogs Kant , at deres hensigt tilsyneladende gik ud p vished, p sandhed, men egentlig gik ud p majesttiske sdelige bygningsvrker: for nok engang at betjene os af det uskyldige sprog hos Kant, der betegner det som hans egen ikke s strlende, men dog heller ikke

6

(2011: Peter Ban) Morgenrde (2011: Peter Ban)

fortjenstlse opgave og arbejde, at gre grundlaget for disse majesttiske sdelige bygningsvrker jvnt og byggefast (Kritik af den rene fornuft II, s. 257). Ak, det er ikke lykkedes ham, tvrtimod! som man i dag m sige. Kant var med en sdan svrmerisk hensigt netop den retmssige sn af sit rhundrede, der mere end noget andet m kaldes for svrmeriets rhundrede: sdan som han, heldigvis, ogs er forblevet det med hensyn til dets mere vrdifulde sider (for eksempel med en god del sensualisme, som han overtog til sin erkendelsesteori). Ogs ham havde moral-tarantellen Rousseau bidt, ogs for ham l p grunden af hans sjl den moralske fanatisme, som en anden af Rousseaus ynglinge flte og bekendte sig som fuldfreren af, nemlig Robespierre, de fonder sur l a terre l empire de l a sagesse , de la jus tice et de la vertu (Tale af 7. juni 1794). P den anden side kunne man, med en sdan franskmandsfanatisme i hjertet, ikke drive det mere ufransk, dybere, grundigere, mere tysk hvis ordet tysk endnu i dag er tilladt i denne forstand end Kant har drevet det: for at skaffe rum til sit moralske rige s han sig ndsaget til at antage en ubeviselig verden, et logisk hinsides, dertil havde han netop sin kritik af den rene fornuft ndig! Anderledes udtrykt: han ville ikke have haft den ndig, hvis ikke t havde vret ham vigtigere end alt, at gre netop det moralske rige uangribeligt, hellere endnu, uhndgribeligt for fornuften, han fornemmede netop for strkt angribeligheden af en tingenes moralske orden fra fornuftens side! For med henblik p natur og historie, med henblik p den grundige umoralitet af natur og historie var Kant, som enhver god tysker fra gamle tider, pessimist; han troede p moralen, ikke fordi den bevises gennem natur og historie, men derimod til trods for, at den bestandigt modsiges gennem natur og

Fortale

7

historie. Man m mske, for at forst dette til trods for at, erindre om noget beslgtet hos Luther, hos denne anden store pessimist, der engang med hele den lutherske dristighed lagde sine venner p sinde: hvis man kunne fatte det gennem fornuft, hvorledes den Gud vil kunne vre ndig og retfrdig, som viser s megen vrede og ondskabsfuldhed, til hvad skulle man s behve troen? Intet har nemlig siden da gjort et dybere indtryk p den tyske sjl, intet har den forsgt mere, end denne den farligste af alle flgeslutninger, som for enhver rigtig romaner er en synd imod nden: cred o quia absu rdum est : med den optrder den tyske logik frst i det kristne dogmes historie; men ogs endnu i dag, et rtusinde senere, vejrer vi tyskere af i dag, sene tyskere i enhver henseende noget af en sandhed, af en mulighed for sandheden bag den bermte real-dialektiske grundstning, med hvilken Hegel i sin tid hjalp den tyske nd til sejren over Europa modsigelsen bevger verden, alle ting modsiger sig selv : vi er netop, helt ind i logikken, pessimister. 4. Men ikke de logiske vrdidomme er de nederste og grundigste, som vores mistankes tapperhed kan fre os ned til: den tiltro til fornuften, som disse dommes gyldighed str og falder med, er, som tiltro, et moralsk fnomen... Mske har den tyske pessimisme endnu sine sidste skridt at gre? Mske m den n gang endnu p frygtelig vis stille sit cre do og sit absurdum ved siden af hinanden? Og hvis denne bog hele vejen ind i moralen, hele vejen ud over tiltroen til moralen er pessimistisk, skulle den s ikke netop dermed vre en tysk bog? For den fremstiller virkeligt en selvmodsigelse, og frygter sig ikke for det:

8

(2011: Peter Ban) Morgenrde (2011: Peter Ban)

i den bliver tiltroen opsagt for moralen hvorfor dog? Af moralitet! Eller hvad skal vi kalde det, som sker i den i os? for vi ville med vores smag foretrkke mere beskedne ord. Men der er ingen tvivl, ogs til os taler stadigvk et du skal, ogs vi adlyder stadig en streng lov over os, og dette er netop den sidste moral, som ogs gr sig hrbar endnu for os, som ogs vi endnu ved af at leve, her, hvis overhovedet i noget, er ogs vi stadigvk samvittighedens mennesker: idet vi nemlig ikke nsker os tilbage igen i dt, der glder os som overlevet og rddent, i et eller andet utrovrdigt, om det s kaldes Gud, dyd, sandhed, retfrdighed, nstekrlighed; idet vi ikke tilstr os nogen lgnagtige broer til gamle idealer; idet vi fra grunden af er fjendtlige overfor alt, hvad der gerne ville formidle og blande i os; fjendtlige overfor enhver art tro og kristelig